Ordet ’heil-praktik’ betyder oversat til dansk ’helbredelses-praksis’. Heilpraktikken har sin oprindelse i folkemedicinen og er regulationsterapi med naturlige metoder. Den omfatter flere elementer som f.eks. homøopati, urtemedicin, vitaminer, kostvejledning og irisanalyse. Mange af de discipliner, heilpraktikken anvender i dag, anvendes i flere europæiske lande af både læger og naturmedicinske behandlere.

I Tyskland kan man studere fuld tid til heilptaktiker på flere statsanerkendte skoler; og som læge kan man vælge det som speciale i “Naturheilverfahren” på universitetet. I engelsktalende lande kaldes en tilsvarende naturmediciner for Naturopath; og i England og USA kan man bliver universitetsuddannet til Naturopathic Doctor, ND.

I Tyskland blev heilpraktikken i 1936 statsanerkendt som frit erhverv, i 1939 blev heilpraktikerloven vedtaget, og i 1954 blev heilpraktikken del af den offentlige sygesikring; men traditionen med at uddanne lægfolk i almen naturmedicin er flere hundrede år gammel.

Det var Preussens konge, Frederik den Store, som var aktiv i oplysningstiden i slutningen af det 18. århundrede, som besluttede at indføre formelle uddannelser til lægfolk i urte-medicin og grundlæggende praktisk lægekunst. Der var mangel på læger i fjerntliggende egne; og ofte tog det over en uge inden lægen kunne nå frem, så det var vigtigt at have pålidelige mennesker i landsbyerne, som var veluddannede i at anvende de lokale urter og behandle de mest almindelige lidelser og lindre patienternes symptomer, indtil lægen kunne nå frem.

En Heilpraktiker er således naturmediciner efter tysk tradition. Dvs. vi er enige med den etablerede vestlige lægeverden i anatomi og fysiologi, vævets opbygning, cellernes funktion, hormoner, nervesystem osv. Dér hvor vore veje skilles er i vores tilgang til, HVORFOR sygdomme opstår. Som Heilpraktiker arbejder jeg ud fra, at kroppen altid søger at opretholde en balance, homøostase, og derfor konstant arbejder på at genoprette ubalancer og helbrede sig selv. Det, som opfattes som ubehagelige symptomer, er ofte kroppens arbejde på at helbrede sig selv. Det er så vores opgave at give den de bedste muligheder for dette.

Går du til Heilpraktiker, vil du opleve at blive undersøgt fra top til tå og få samtlige organsystemer gennemgået, uanset om henvendelsesårsagen er f.eks. allergi, migræne eller slidgigt i et knæ.

Der er to årsager til den grundige gennemgang af patienten:

For det første ser vi på kroppen som en helhed, hvor alle organsystemer arbejder sammen og derfor naturligvis også påvirker hinanden. En belastning på det ene organ, bevirker en ubalance i et andet og giver symptomer i et tredje. Så det er Heilpraktikerens opgave at finde ud af HVOR arnestedet for sygdommen er, så man kan sætte en behandling ind dér.

For det andet kan den samme sygdom sagtens have forskellige årsager hos forskellige mennesker. Migræne er et godt eksempel: Her kan den ene patient have en nerve i klemme, den anden kan have en fødevareintolerance, den tredje kan have en stress-relateret migræne, mens den fjerde kan have alle tre eller en helt fjerde årsag. Kun at behandle hovedet, ville derfor ikke give nogen mening eller helbrede noget som helst.

Foruden ved den grundige helbredsgennemgang, vil Heilpraktikeren også foretage en irisanalyse. Det foregår typisk ved at patienten får taget et billede af hver iris, som derefter bliver forstørret, så Heilpraktikeren kan se de enkelte strukturer. Det er vigtigt at understrege, at Irisanalyse er en ANALYSE-metode, som IKKE kan bruges diagnostisk; men det giver et fingerpeg om, hvilke organsystemer, som er involverede, og hvor behandlingen med fordel kan sættes ind.

Herefter aftales behandlingen så med patienten. Som oftest gives homøopatiske lægemidler til støtte for de relaterede organsystemer. Derudover kan der typisk også behandles med urter i form af kapsler eller the; ekstra vitaminer eller mineraler; og ikke mindst rådgives der rundt om kost og livsstil. Vi har et udtryk, der siger: ”Ernæring løser ikke alle problemer, men man løser ingen uden!”. Dvs., man kan ikke helbrede alt via en kostomlægning, men det giver ingen mening at behandle ret meget uden at tage kosten op til revision.

Slutteligt kan Heilpraktikeren foreslå supplerende behandlinger, f.eks. akupunktur, kraniosakralterapi, zoneterapi el.lign., hvor det vil være gavnligt.

Sidst men ikke mindst henvises NATURLIGVIS til lægen, hvis der opstår mistanke om dybereliggende alvorlig sygdom, eller hvis et eller andet skal undersøges nærmere for en entydig diagnose. Ligeledes er det en selvfølge, at en Heilpraktiker aldrig regulerer eller på anden måde blander sig i lægeordineret medicin. Bliver den lægeordinerede medicin overflødig efter en vellykket terapi, skal patienten aftale et ophør med denne med sin læge.